Når et ungt menneske først er kommet
på kant med loven eller har fået et stofmisbrug, kan det være svært at vende
tilbage til en ”almindelig” dagligdag på skolebænken eller i en læreplads.
Men en ny forskningsoversigt fra det internationale Campbell-samarbejde
viser, at en mentor kan være at hjælpe udsatte unge på ret køl. En mentor er
en form for ”professionel ven”, som kan dele ud af sine erfaringer og støtte
den unge i at tage nogle konstruktive valg for sit liv.
Resultaterne, som er baseret på 39
undersøgelser i USA og andre engelsksprogede lande, fastslår, at
mentorordninger nedsætter kriminalitet og stofmisbrug blandt de unge
mennesker. Særligt når det gælder overfald, har mentorordninger en positiv
effekt – antallet af overfald bliver væsentlig reduceret, hvis de unge har en
mentor tilknyttet. Mentorer betyder også, at de udsatte unge kommer oftere i
skolen end ellers.
Lokummet brænder ikke altid i
kontortid
I Danmark har man haft mentorordninger
siden år 2000, forklarer Marie Louise Jørgensen fra Kriminalforsorgen. ”Det
begyndte som et tilbud til etniske unge, men er i dag et tilbud til alle
unge, der har tilknytning til kriminalforsorgen,” forklarer
udslusningskonsulenten.
Forskningsoversigten peger på, at det
stærke personlige forhold mellem en mentor og den unge har stor betydning
for, om indsatsen lykkes. Det samme har den følelsesmæssige støtte, som en
mentor kan give den unge.
Men forskningen kan ikke pege på,
præcis hvad det er, der gør mentorordningerne så effektive. Marie Louise
Jørgensen, der også er mentor for en ung mand fra Nørrebro, har dog et bud:
”Dét, at den unge føler, at der er en
voksen, der faktisk vil dem og står til rådighed, virker. Lokummet brænder jo
ikke altid i kontortid, om man så må sige. Det er ofte om aftenen eller i
weekenden, og her kan de unge også få fat i deres mentorer. De unge oplever
ofte mange personaleskift i deres hverdag, men mentoren er en kontinuerlig
fast støttende person i deres liv, som er der, når de unge afsoner, er i
varetægt, eller når de er på fri fod,” siger hun og fortsætter:
”Det er helhedsindsatsen der virker.
Vi tager udgangspunkt i den enkelte unges individuelle sag og sætter ind lige
der, hvor den unge har behov for det. Det kan være mægling med familien, at
få dem op om morgenen, at tage kontakt til offentlige myndigheder, diskutere
fremtid, når de er færdige med at afsone eller at repræsentere dem i forhold
til de mange andre professionelle i deres liv.”
Både professionelle og frivillige
mentorer
Ifølge forskerne bag
forskningsoversigten er de mest succesfulde mentorprogrammer dem, hvor
mentorerne har en professionel baggrund. De professionelle evner i højere
grad end frivillige mentorer at fokusere på det personlige forhold.
Frivillige mentorer har tendens til at fortabe sig i administrative opgaver
og mangler i en vis grad redskaberne til at håndtere unge, viser forskningen.
Det resultat kan Marie Louise
Jørgensen ikke genkende fra sit arbejde med mentorer: ”Vi har ingen
erfaringer med, at de professionelle er bedre end de frivillige. Vi har begge
dele. De er alle ansat med mentorløn, men vi stiller ingen krav til
uddannelsesmæssig baggrund. Til gengæld bliver de unge ofte spurgt, hvilken
voksenperson, der kunne være mentor for dem, og der peger de unge faktisk
ofte på en professionel.”
Evaluering nødvendig
Selv om forskerne altså kan
dokumentere, at mentorordninger har en positiv effekt, opfordrer de til, at
ordningerne fremover evalueres systematisk. Det vil give bedre mulighed for
præcist at analysere, hvilke mekanismer der gør, at mentorordningerne er så
relativt succesfulde.
|