En ny Campbell forskningsoversigt dokumenterer, at mentorordninger reducerer kriminalitet blandt udsatte unge. De unge begår mindre kriminalitet generelt, laver færre overfald, tager færre stoffer og kommer oftere i skole, når de har en mentor at støtte sig til. Mentor og udslusningskonsulent Marie Louise Jørgensen genkender de positive effekter fra sit arbejde i Kriminalforsorgen.

Af Mads Andersen Høg og Kirstine Fjordbak-Trier

Når et ungt menneske først er kommet på kant med loven eller har fået et stofmisbrug, kan det være svært at vende tilbage til en ”almindelig” dagligdag på skolebænken eller i en læreplads. Men en ny forskningsoversigt fra det internationale Campbell-samarbejde viser, at en mentor kan være at hjælpe udsatte unge på ret køl. En mentor er en form for ”professionel ven”, som kan dele ud af sine erfaringer og støtte den unge i at tage nogle konstruktive valg for sit liv.

Resultaterne, som er baseret på 39 undersøgelser i USA og andre engelsksprogede lande, fastslår, at mentorordninger nedsætter kriminalitet og stofmisbrug blandt de unge mennesker. Særligt når det gælder overfald, har mentorordninger en positiv effekt – antallet af overfald bliver væsentlig reduceret, hvis de unge har en mentor tilknyttet. Mentorer betyder også, at de udsatte unge kommer oftere i skolen end ellers.

Lokummet brænder ikke altid i kontortid

I Danmark har man haft mentorordninger siden år 2000, forklarer Marie Louise Jørgensen fra Kriminalforsorgen. ”Det begyndte som et tilbud til etniske unge, men er i dag et tilbud til alle unge, der har tilknytning til kriminalforsorgen,” forklarer udslusningskonsulenten.

Forskningsoversigten peger på, at det stærke personlige forhold mellem en mentor og den unge har stor betydning for, om indsatsen lykkes. Det samme har den følelsesmæssige støtte, som en mentor kan give den unge.

Men forskningen kan ikke pege på, præcis hvad det er, der gør mentorordningerne så effektive. Marie Louise Jørgensen, der også er mentor for en ung mand fra Nørrebro, har dog et bud:

”Dét, at den unge føler, at der er en voksen, der faktisk vil dem og står til rådighed, virker. Lokummet brænder jo ikke altid i kontortid, om man så må sige. Det er ofte om aftenen eller i weekenden, og her kan de unge også få fat i deres mentorer. De unge oplever ofte mange personaleskift i deres hverdag, men mentoren er en kontinuerlig fast støttende person i deres liv, som er der, når de unge afsoner, er i varetægt, eller når de er på fri fod,” siger hun og fortsætter:

”Det er helhedsindsatsen der virker. Vi tager udgangspunkt i den enkelte unges individuelle sag og sætter ind lige der, hvor den unge har behov for det. Det kan være mægling med familien, at få dem op om morgenen, at tage kontakt til offentlige myndigheder, diskutere fremtid, når de er færdige med at afsone eller at repræsentere dem i forhold til de mange andre professionelle i deres liv.”

Både professionelle og frivillige mentorer

Ifølge forskerne bag forskningsoversigten er de mest succesfulde mentorprogrammer dem, hvor mentorerne har en professionel baggrund. De professionelle evner i højere grad end frivillige mentorer at fokusere på det personlige forhold. Frivillige mentorer har tendens til at fortabe sig i administrative opgaver og mangler i en vis grad redskaberne til at håndtere unge, viser forskningen.

Det resultat kan Marie Louise Jørgensen ikke genkende fra sit arbejde med mentorer: ”Vi har ingen erfaringer med, at de professionelle er bedre end de frivillige. Vi har begge dele. De er alle ansat med mentorløn, men vi stiller ingen krav til uddannelsesmæssig baggrund. Til gengæld bliver de unge ofte spurgt, hvilken voksenperson, der kunne være mentor for dem, og der peger de unge faktisk ofte på en professionel.”

Evaluering nødvendig

Selv om forskerne altså kan dokumentere, at mentorordninger har en positiv effekt, opfordrer de til, at ordningerne fremover evalueres systematisk. Det vil give bedre mulighed for præcist at analysere, hvilke mekanismer der gør, at mentorordningerne er så relativt succesfulde.